Når du søger om handicaptillæg, skal vi have en lægefaglig beskrivelse af din funktionsnedsættelse, og hvordan den påvirker dig. Vi kan ikke behandle en ansøgning, der ikke indeholder lægefaglig dokumentation.
Minimumskrav til dokumentationen fra 1. juli 2025
Hvis du sender din ansøgning fra den 1. juli 2025 eller senere, er det et krav, at du som minimum vedlægger oplysninger fra din journal om den eller de funktionsnedsættelser, du søger handicaptillæg på baggrund af.
Journaloplysningerne skal være fra det behandlingssted, hvor du får eller senest har fået behandling eller udredning. Hvis de seneste journalnotater er mere end 1-2 år gamle, skal du vedlægge dem alligevel, men du bør også vedlægge anden og nyere dokumentation (se mere under 'anden dokumentation' nedenfor).
Journaloplysningerne bør beskrive, hvordan din funktionsnedsættelse har påvirket dig over længere tid, da en varig funktionsnedsættelse er et kriterie for at få handicaptillæg.
Ansøgningen vil blive afvist, hvis dokumentationen ikke overholder minimumskravet.
Det er et krav, at du som minimum vedlægger:
- journal om din funktionsnedsættelse fra sundhed.dk, hvis du har været tilknyttet et hospital,
- journal om din funktionsnedsættelse fra din speciallæge eller
- kopi af de dele af din journal fra egen læge, som omhandler den funktionsnedsættelse, du søger om handicaptillæg på baggrund af.
Inden du sender dine journalnotater, kan du strege oplysninger over, hvis du ikke ønsker, at de skal indgå i sagen. Det kan for eksempel være, fordi det er følsomme oplysninger, eller fordi de ikke omhandler den funktionsnedsættelse, som du søger på baggrund af.
Hvis du har flere funktionsnedsættelser, som du ønsker, vi tager med i vores vurdering, når vi behandler din ansøgning, skal du skrive dem i din ansøgning og vedlægge dokumentation for dem alle.
Det er ikke tilstrækkeligt, at den lægefaglige dokumentation blot oplyser, at du har en funktionsnedsættelse. Det er derfor ikke nok, at du sender en kort erklæring fra egen læge eller speciallæge eller dit medicinkort eller journaludskrift fra jobcenteret uden lægefaglige oplysninger.
Det er vigtigt, men ikke et krav, at du også vedlægger andre former for relevant lægefaglig dokumentation. Det gør, at vi kan behandle din ansøgning hurtigere.





