SU-klippekort til videregående uddannelser

Går du på en videregående uddannelse, får du SU som klip i et SU-klippekort. En måneds SU tæller som et SU-klip.

Antallet af SU-klip, du kan bruge på din videregående uddannelse, tildeler vi ud fra uddannelsens længde (normerede tid), men der er en overordnet ramme, som dit samlede SU-forbrug ikke kan overstige.

I minSU finder du dit SU-klippekort, hvor du kan se:

  • Rammen: hvor mange SU-klip du har i alt til videregående uddannelse, og hvor mange SU-klip, du har fået udbetalt i alt
  • Støttetid: hvor mange SU-klip, du kan bruge til din aktuelle (eller seneste) videregående uddannelse, og hvor mange SU-klip du har fået udbetalt til den specifikke uddannelse

Rammen: den overordnede ramme på 70 klip

Der er en overordnet ramme på 70 SU-klip, som du højst kan få til videregående uddannelser. De 70 klip svarer til 70 måneders SU – det vil sige en eller flere uddannelser på i alt seks studieår (fem år og 10 måneder).

Støttetid: antal klip til den enkelte uddannelse

Når du starter på en videregående uddannelse, får du tildelt samme antal SU-klip, som din uddannelse er normeret til i måneder. Denne tildeling af SU, kalder vi din ”støttetid”.

Eksempel
Er din uddannelse normeret til 34 måneder (3 studieår), vil din støttetid (måneder hvor du kan modtage SU) være 34 måneder, hvis du har klip tilbage i den overordnede ramme på 70 klip.

Udvidelse af støttetid og ramme

Alle de måneders SU, du får udbetalt, trækker vi fra i dit SU-klippekort, og du kan derfor komme til at mangle klip på et senere tidspunkt i din uddannelse, eller du kan få problemer med at opfylde SU-reglerne om studieaktivitet.

Du skal selv holde regnskab med dit SU-klipforbrug. Planlægger du for eksempel at ændre i din studieplan, så du i et semester ikke har fag eller eksaminer, men fortsat kan opfylde SU-reglerne om studieaktivitet (og studieaktivitetskravet på din uddannelse), har du fortsat ret til SU. Det er dit eget ansvar at holde øje med, at du opfylder SU-reglerne om studieaktivitet.

Har du et semester helt uden undervisningsaktivitet, kan du overveje at fravælge din SU i perioden. Læs mere om fravalg af SU her.

Hvis du senere skal betale noget af din SU tilbage, fordi du har tjent for meget, vil alle udbetalte klip fortsat tælle som brugte. Læs mere om, hvor meget du må tjene

Har du derimod fået udbetalt SU-klip, som du ikke er berettiget til og derfor har modtaget et tilbagebetalingskrav (eksempelvis i forbindelse med afbrud af uddannelse), tæller de ikke som brugte.

Vær opmærksom på, at visse former for anden offentlig støtte også trækker fra i dit klippekort.

Du kan kontakte en SU-medarbejder på dit uddannelsessted for vejledning om dine SU-forhold.

SU før 1989

Er du ikke indplaceret i klippekortet før 1. august 1989, vil du som udgangspunkt kunne blive tildelt 70 måneders SU til videregående uddannelse.

Går du på en trindelt uddannelse (for eksempel på en bachelor-/kandidatuddannelse), får du SU til de enkelte dele hver for sig, da de betragtes som to selvstændige uddannelser. Du skal huske at søge om SU til begge uddannelser (trin).

Får du klip til en kandidatoverbygning, inden du har afsluttet din bacheloruddannelse, trækker disse fra i klippekortet til din kandidatuddannelse. 

Læs mere om SU til trindelte uddannelser

Har du fået merit for en tidligere uddannelse, der betyder, at du kan afslutte din uddannelse på kortere tid (din studietid bliver forkortet), bliver din støttetid tilsvarende kortere. Har du for eksempel fået seks måneders merit, trækker vi seks måneder fra den normerede studietid, og dermed bliver din støttetid tilsvarende kortere.

Er du blevet forsinket i din uddannelse på grund af rådsarbejde, sygdom eller andre særlige forhold, har du mulighed for at søge tillæg af klip.

Læs mere om tillæg af klip ved forsinkelse

Mangler du SU til sidste del af din videregående uddannelse, har du mulighed for at tage et slutlån de sidste 12 måneder af din uddannelse. Er der gået mere end to år, fra du afsluttede din adgangsgivende eksamen, til du startede på din første videregående uddannelse, kan du få 24 slutlånsrater. Dem har du mulighed for at bruge de sidste 24 måneder af din uddannelse.

Læs om slutlån

Går du på en videregående uddannelse, hvor der er perioder med lønnet praktik, kan du få dobbeltklip i måneden før den første lønnede praktikperiode.

Læs om dobbeltklip til lønnet praktik

Reform af SU-systemet på det videregående uddannelsesområde

Der er vedtaget nye regler for SU til videregående uddannelser og private uddannelser.

De nye regler får betydning for din SU, herunder også for din ramme for SU til videregående uddannelser, fra januar 2027, hvis du begynder på en ny videregående uddannelse den 1. juli 2025 eller senere. Med ’ny uddannelse’ menes også, når man begynder på en kandidatuddannelse efter at have bestået en bacheloruddannelse.

Få vejledning på dit uddannelsessted, så du kan planlægge dit uddannelsesforløb og din SU i forhold til de nye SU-regler.

Du kan læse mere om de nye regler på su.dk/SU-reform.

SU til private uddannelser

SU til de godkendte private uddannelser, gives også efter reglerne om SU-klippekortet til videregående uddannelse.

Hvad er normeret studietid?

Når vi taler om en uddannelses normerede studietid, mener vi den tid, uddannelsen er sat til at vare efter de regler, der gælder for den enkelte uddannelse.

Eksempler

For eksempel er en professionsbachelor normeret til at vare 41 måneder, en bacheloruddannelse til at vare 34 måneder og en kandidatuddannelse til at vare 22 måneder.