Du kan søge om tillæg af SU-klip, når du er blevet forsinket, også selv om du ikke er tilbage på dit studie. Du søger om tillæg af SU-klip i minSU. Følg vejledningen.
Du søger om forlængelse i minSU.
Du kan få tillæg af SU-klip, hvis du er blevet forsinket på grund af sygdomsforløb, andre særlige forhold, rådsarbejde med videre.
Du skal være opmærksom på, at formålet med reglerne om tillæg af SU-klip på grund af sygdom eller andre særlige forhold er at kompensere studerende, der i en kortere eller længerevarende, men dog midlertidig periode, bliver forsinkede i deres uddannelse som følge af sygdom eller andre særlige forhold. Formålet med reglerne om tillæg af SU-klip på grund af sygdom er ikke at give den studerende mulighed for generelt at læse på nedsat tid.
Du skal være opmærksom på, at selv om dit uddannelsessted giver dig dispensation til forlænget studietid efter uddannelsesreglerne, så giver det dig ikke i sig selv i sig selv ret til tillæg af SU-klip efter SU-reglerne.
Forsinkelse på grund af sygdom
Hvis du bliver syg under din uddannelse og kan risikere at blive forsinket i din uddannelse på grund af sygdommen, kan det være en fordel, at du kontakter din læge allerede, mens du er syg. Det giver din læge bedre mulighed for senere at udfærdige den attest, som du skal bruge som dokumentation, når du efter din sygdomsperiode søger om tillægsklip på grund af sygdom. Vær opmærksom på, at der er andre krav til indholdet af den lægefaglige dokumentation, hvis du søger om handicaptillæg eller SPS.
Den lægefaglige dokumentation
Søger du tillæg af SU-klip, fordi du er blevet forsinket, fordi du har været syg, skal du kunne fremvise lægefaglig dokumentation (for eksempel en frihåndsattest) for, at du på grund af sygdom er blevet forsinket.
Dokumentationen skal vise, at du har været uarbejdsdygtig i en periode på grund af sygdom, og dokumentationen skal derfor være udfærdiget på et tidspunkt, hvor det kan konstateres, at du har været syg i den periode, hvor din forsinkelse er indtrådt. Det er derfor ikke tilstrækkeligt, at dokumentationen alene viser en forventet periode med sygdom, da du ikke kan søge om tillæg af SU-klip til en forventet forsinkelse.
Hvis den lægefaglige dokumentation består af en lægeerklæring fra din egen læge (frihåndsattest), skal den indeholde en faglig vurdering af årsagen til din uarbejdsdygtighed.
Hvis du søger om tillæg af SU-klip ad flere omgange på grund af sygdom, vil en beskrivelse af de symptomer, som har medført, at du har haft nedsat studieaktivitet i den periode, du søger om tillægsklip for, indgå i vurderingen af hvorvidt dit sygdomsforløb kan betegnes som midlertidigt. Læs mere under Sygdomsperioden skal være midlertidig – langvarig/kronisk sygdom/sygdomsforløb giver normalt ikke tillæg af klip.
Hvis erklæringen kun indeholder en meget kort gengivelse af, hvad du har oplyst til lægen, kan den ikke umiddelbart lægges til grund for en tildeling af tillægsklip.