Du kan søge om udlandsstipendium til hele uddannelser i udlandet på kandidat eller masterniveau, samt til studieophold/udveksling, der er en del af din uddannelse i Danmark. Udlandsstipendiets størrelse afhænger af studieafgiften på den udenlandske uddannelse og af, hvad der tilsvarende gives i tilskud til danske uddannelser.
Betingelser for udlandsstipendium
Der er særlige betingelser, du skal opfylde for at opnå ret til udlandsstipendium. Du kan læse om betingelserne for udlandsstipendium her.
Så meget kan du få i udlandsstipendium
Du kan maksimalt få udlandsstipendium til to års uddannelse (svarende til maksimalt 120 ECTS i alt (eventuelt fordelt på flere uddannelser)). Du kan vælge at fordele dit udlandsstipendium og udlandsstudielån på enten et/flere studieophold, en eller flere hel/hele uddannelser eller en kombination af disse. Du kan for eksempel tage ud på to studieophold á 30 ECTS-point og derudover læse en 1-årig kandidat/masteruddannelse, der er normeret til et år eller mere svarende til 60 ECTS-point eller mere.
Beløbet du kan få i udlandsstipendium beregnes ud fra dine faktiske udgifter til tuition fee. Hvis du har fået legater, der er givet til dækning af dit tuition fee, vil udlandsstipendiet blive beregnet ud fra dit tuition fee beløb minus dit legatbeløb.
Beløbet, du kan få i udlandsstipendium, er maksimalt det beløb, et dansk uddannelsessted får af Staten til en tilsvarende uddannelse i Danmark. Beløbet omregnes med en fast faktor. Hvis studieafgiften på det udenlandske uddannelsessted er højere end satsen for udlandsstipendium, skal du selv betale resten af afgiften, men du har mulighed for at søge udlandsstudielån til denne del.
Særligt for kunstneriske og kulturelle uddannelser
Se særligt om udlandsstipendium til kunstneriske og kulturelle uddannelser her.
Satserne er vejledende
Satserne for udlandsstipendium er vejledende, og det er Uddannelses- og Forskningsstyrelsen, der endeligt fastlægger det maksimale beløb, du kan få i udlandsstipendium. Du kan se satserne for udlandsstipendium til din uddannelse i minSU på Fast Track-listen.
Studieafgifter, der er opgivet i udenlandsk valuta, omregnes til danske kroner på baggrund af de valutakurser, som Nationalbanken fastsætter den 1. i udbetalingsmåneden eller den første bankdag herefter.
Se de vejledende satser for udlandsstipendium i minSU.
Udlandsstipendiet er som udgangspunkt skattefrit – læs mere her på siden under fanen skat, når du læser i udlandet.
Studieafgifter der dækkes af udlandsstipendium
Som hovedprincip dækker udlandsstipendiet og udlandsstudielånet de afgifter, som betales af Staten for danske studerende og/eller EU/EØS-borgere i Danmark.
Se den vejledende liste over, hvilke typer afgifter udlandsstipendiet og udlandsstudielånet kan dække. Listen er ikke udtømmende, idet afgifter (fees) kan hedde noget forskelligt afhængigt af uddannelse eller uddannelsessted.
Udlandsstipendiet dækker for eksempel:
- Administrationsafgift (administration fee)
- Betaling for administration (administration fee)
- Biblioteksafgift (library fee)
- Studieafgift (tuition fee)
- Optagelsesafgift (admission fee)
- Ansøgningsafgift (application fee)
- Skoleafgift (college/university fee)
- Uddannelsesgebyr (education fee)
- Indskrivningsafgift/genindskrivningsafgift (enrollment fee/re-enrolment fee)
- Laboratorieafgift (laboratory fee)
- Registreringsafgift (registration fee)
- Afgift for sammensætning af uddannelseselementer (composition fee)
Udlandsstipendiet dækker for eksempel ikke:
- Indkvarteringsafgift (accomodation fee)
- Skadesdepositum (damage deposit)
- Sygeforsikring (health/medical insurance)
- Studenteraktivitetsafgift (student activity fee)
- Studenterforeningsafgift (student union)
- Semesterbeitrag (Tyskland)
- Semesterticket (Tyskland)
- Semesteravgift til studentersamskipnad (Norge)
- Teaterbilletter (theatre ticket)
- Afgift for benyttelse af bygninger/faciliteter (use of buildings/facilities fee)
- Afgift for udskrift af eksamens-/kursusbevis (transcript fee)
- Afgift for internationale studerende (international students service charge)
- Generelle afgifter (general fees)
Råd og vejledning om udlandsstipendium
Hvis du søger råd og vejledning om udlandsstipendium til hele uddannelser på kandidat-/masterniveau, skal du henvende dig til det danske uddannelsessted, der udbyder en uddannelse, der svarer til den, du vil læse i udlandet. Hvis der ikke er et dansk uddannelsessted, der vejleder om uddannelsen, skal du henvende dig til det danske uddannelsessted, du er bachelor fra.
Uddannelsesstedet kan vejlede om:
- kvaliteten af de udenlandske uddannelser
- uddannelsesforløbets relevans i forhold til den danske uddannelse
- danske uddannelsesregler i forhold til udenlandske uddannelsesregler
De danske uddannelsessteder kan ikke vejlede dig i praktiske forhold omkring gennemførelsen af udenlandske uddannelser. Her skal du kontakte styrelsen eller det udenlandske uddannelsessted, du ønsker at læse på.
Se, hvor du kan få vejledning.
Sådan får du dit udlandsstipendium udbetalt
Du søger om udbetaling af udlandsstipendiet, samtidig med, at du i minSU søger SU. Du vil blive bedt om at uploade:
- dokumentation for, at du er endeligt optaget (unconditionally – uden betingelser) og har accepteret studiepladsen. Det skal fremgå tydeligt, at du/den studerende er endeligt optaget uden forbehold. Dette kan dokumenteres ved, at uddannelsesstedet skriver, at du har accepteret tilbuddet om optagelse, eller ved at du dokumenterer at have taget imod tilbuddet.
- dokumentation for den studieafgift, du skal betale for en uddannelsesperiode. Dokumentationen for, hvad du skal betale, skal være en faktura eller en kvittering, og den skal vise den præcise periode, du skal betale for
Læs om dokumentation her.
Inden for et år kan vi maksimalt udbetale udlandsstipendium for en uddannelsesperiode, der varer 12 måneder (svarende til 60 ECTS-point). Strækker din uddannelse sig over flere uddannelsesperioder, skal du kontakte os igen via Digital Post, når det er tid til at få udbetalt næste uddannelsesperiode/rate. Du skal sende faktura eller kvittering med, der viser perioden, du ønsker udbetaling for.
Læs mere om vores krav til, hvilke oplysninger en faktura eller kvittering skal indeholde her.
Udlandsstipendium til andet studieår
Du skal sende dokumentation for, at du har bestået eksaminerne på det første studieår af din uddannelse. Dette er en betingelse for, at du kan få udlandsstipendium og eventuelt udlandsstudielån endeligt tildelt til resten af din uddannelse.
Hvis du ikke har bestået eksaminerne på det første år af din uddannelse endnu, kan du kun blive tildelt udlandsstipendium og udlandsstudielån foreløbigt til resten af din uddannelse. Du skal derfor være opmærksom på, at udlandsstipendiet og udlandsstudielånet på det andet og efterfølgende studieår kan blive krævet tilbage, hvis du afbryder din uddannelse uden at have gennemført alle eksaminerne på det første studieår.
Dokumentationen for at have bestået første studieår skal du sende via Digital Post. Du kan anvende vores standardblanket for dokumentation af studieafgift.
Udlandsstipendium - hvis du afbryder din uddannelse
Hvis du afbryder den uddannelse, som du får udlandsstipendium og udlandsstudielån til, skal du dokumentere, om du får refunderet hele eller dele af den betalte studieafgift. Hvis hele eller en del af den betalte studieafgift refunderes, skal det refunderede beløb betales tilbage efter reglerne i SU-loven.
Hvis du selv har betalt en del af studieafgiften, skal du betale en andel af det refunderede beløb tilbage svarende til forholdet mellem din egenbetaling, udlandsstipendiet og udlandsstudielånet. Først nedsættes udlandsstudielånet og dernæst udlandsstipendiet.