Udenlandsk statsborger - sådan søger du

Er du udenlandsk statsborger, skal du søge SU og ligestilling i to trin

Når du søger SU til en uddannelse i Danmark, skal du:

  1. søge SU i minSU og
  2. udfylde en særlig ansøgning for udenlandske statsborgere, der søger ligestilling med danske statsborgere. Du får adgang til ansøgningen om ligestilling ved at klikke på linket på den kvitteringsside, du får, når du har søgt SU i minSU. Du finder også ansøgningen om ligestilling i minSU, under Søg SU > Application for equal status (foreign citizens).

Log ind i minSU her via en computer - ikke alle ansøgninger, der er udfyldt via en mobil enhed, sendes til os. Læs om tekniske problemer her.

Du skal søge om ligestilling senest tre uger efter, du har søgt SU i minSU. Husk at vedhæfte den nødvendige dokumentation. Det fremgår af ansøgningen om ligestilling, hvilken dokumentation du skal vedhæfte. Hvis du udfylder ansøgningen om ligestilling senere end tre uger efter, du har søgt om SU i minSU, betragter vi ansøgningen om SU som modtaget den dag, du sender ligestillingsansøgningen.

Du kan søge SU op til tre måneder før, du ønsker SU, hvis du er optaget på en uddannelse (eller har en forhåndsgodkendelse om, at du er optaget). Er du 18 år, og går du på en ungdomsuddannelse, kan du dog tidligst få SU fra kvartalet efter, du er fyldt 18 år. Derfor kan du tidligst søge SU en måned før den måned, du kan få SU. Fylder du for eksempel 18 år i januar, kan du søge SU i marts og tidligst få SU i april.

Skal du have SU første gang fra januar måned, kan du først søge fra 1. december året før, da ansøgningen til det nye år først åbnes 1. december i minSU.

I nogle tilfælde tager det lang tid for udlændingemyndighederne at behandle din sag. Da du ikke kan få SU med tilbagevirkende kraft, skal du søge SU i minSU og udfylde den særlige ansøgning om ligestilling for udenlandske statsborgere, også selv om du venter på en opholdstilladelse fra udlændingemyndighederne.

Sådan søger du ligestilling

SU til hel uddannelse i udlandet

Hvis du er EU-/EØS-statsborger og søger SU til en hel uddannelse i et EU-/EØS-land uden for Danmark, skal du være opmærksom på de særlige regler om tilknytning til Danmark.

Søger du om at få SU med til en hel uddannelse i udlandet, skal du både søge SU i minSU samt sende ligestillings- og tilknytningsskemaerne til styrelsen.

Hvis du er ligestillet efter EU-retten og senere skal søge SU til en ny uddannelse, skal du igen både udfylde en ansøgning om SU og en ansøgning om ligestilling. Du finder begge ansøgninger i minSU.

Hvis du er ligestillet efter de danske regler og senere skal søge SU til en ny uddannelse, skal du udfylde en ny ansøgning i minSU. Du behøver dog ikke udfylde ansøgningen om ligestilling igen, medmindre du har været udrejst fra Danmark i en sammenhængende periode på over to år.

I nogle situationer, kan du ikke få dansk SU, uanset om du i øvrigt opfylder betingelserne for at blive ligestillet med danske studerende:

  • Hvis du får uddannelsesstøtte fra dit hjemland
  • Hvis du kan få uddannelsesstøtte fra dit hjemland. Det gælder dog ikke for statsborgere i EU-/EØS-lande (Island, Liechtenstein og Norge).

Udenlandske statsborgere kan enten bestille MitID med sit udenlandske pas eller ID-kort eller ved fremmøde hos borgerservice. Læs, hvordan du får MitID som udenlandsk statsborger

Er du ikke automatisk oprettet til Digital Post via borger.dk, skal du selv oprette dig. Det er her vi sender vigtig information om SU til dig, og også her du kan kontakte os.

Sådan tilmelder du dig Digital Post:

  • Gå til borger.dk her
  • Log ind med MitID
  • Sig ja til, at du vil tilmeldes Digital Post

Læs mere om Digital Post på borger.dk her.

For at få adgang til minSU, skal du have et dansk cpr-nummer. Er du udenlandsk statsborger, bor og læser i Danmark, men mangler et dansk cpr-nummer, skal du henvende dig til den kommune, du bor i. Her kan du få et cpr-nummer.

Det er dit ansvar at sikre, at dit uddannelsessted har registreret dit cpr-nummer korrekt, før du søger SU. Hvis dit uddannelsessted ikke har dit CPR-nummer, kan din ansøgning blive afvist, så du må søge igen. Du kan ikke få SU med tilbagevirkende kraft.

Har du ikke et dansk cpr-nummer, skal du til brug for din ansøgning om SU udfylde en blanket, hvor du anmoder om dansk cpr-nummer, før du kan søge SU i minSU. Du skal aflevere den udfyldte blanket på dit uddannelsessted sammen med en kopi af dit pas.

  • Kopi af pas kan være et billede eller scan, tag fx et billede med din smartphone
  • Kopi af pas skal være læsbar, uden genskin eller dårlig opløsning
  • Kopien skal være i farver
  • Alle fire hjørner skal være synlige

Kopi af pas kan være et foto fra en smartphone - en jpg-fil i god kvalitet og størrelse.

Du vil snarest herefter modtage et brev fra styrelsen om dit nye danske cpr-nummer. For at få MitID kan du bruge dit udenlandske pas/ID-kort eller du kan henvende dig til borgerservice i kommunen med gyldig dokumentation. Når du har fået MitID, kan du søge SU i minSU.

Blanket til anmodning om dansk cpr-nummer

Det er dit ansvar at sikre, at dit uddannelsessted har registreret dit cpr-nummer korrekt, før du søger SU. Hvis dit uddannelsessted ikke har dit CPR-nummer, kan din ansøgning blive afvist, så du må søge igen. Du kan ikke få SU med tilbagevirkende kraft.

Hvis du bor i udlandet, vil du ofte have ret til skattefritagelse i Danmark. Du kan søge om skattefritagelse hos Skattestyrelsen. Får du herefter en skattefritagelse, skal du hurtigst muligt sende en kopi af fritagelsen til Uddannelses- og Forskningsstyrelsen via Digital Post på borger.dk.

Har styrelsen ikke modtaget dine skatteoplysninger eller information om din skattefritagelse inden for to måneder fra din ansøgning i minSU, vil der blive trukket 55 % i skat af din SU. Herefter gælder skattefritagelsen tidligst, fra den måned styrelsen modtager den. Modtages fritagelsen efter den 15. i måneden, gælder den først fra næste måned.

Hvis du forlænger din uddannelse eller hvis du søger SU til en ny uddannelse, skal du sende os en kopi af skattefritagelsen igen.

Spørgsmål og svar om ansøgningen

Her finder du svar på ofte stillede spørgsmål om ansøgningen om ligestilling

Hvis du mener, at oplysningerne i CPR er mangelfulde eller forkerte, skal du henvende dig til den kommune, du bor i, inden du søger om ligestilling.

Du skal ikke vedhæfte dokumentation for dit opholdsgrundlag i ansøgningen om ligestilling, medmindre du søger ligestilling med danske statsborgere, fordi du er omfattet af § 2, stk. 2 (flygtninge), § 2, stk. 3 (familiesammenført til en flygtning) eller § 2, stk. 4 (andre familiesammenførte) i integrationsloven.

Hvis du har problemer med at uploade din fil, kan den være lavet forkert. Læs mere om tekniske problemer her.

Du kan søge om at blive ligestillet efter flere regler samtidig. Du skal dog kun opfylde betingelserne for én af reglerne for at blive ligestillet med danske statsborgere.

Vi opfordrer dig til at have al den nødvendige dokumentation klar, før du sender din ansøgning om ligestilling. Hvis det ikke er muligt i din specifikke situation, kan du angive i ansøgningen, at dokumentationen eftersendes inden for 7 dage. Dokumentationen skal eftersende med Digital Post via borger.dk.

Hvis du har problemer med at uploade din fil, kan den være lavet forkert. Læs mere om tekniske problemer her.

Vi kan ikke forhåndsgodkende, at du opfylder en af betingelserne for at blive ligestillet med danske statsborgere og dermed kan få SU.

Vi foretager altid en konkret vurdering af alle oplysninger i din sag, når du har søgt SU og ligestilling.

Du kan læse om betingelserne for at blive ligestillet med danske statsborgere her.

Går du på en uddannelse, hvor der indgår flere trin, skal du søge om SU og ligestilling til hvert trin.

Du skal i første omgang søge SU og ligestilling til det første trin i din uddannelse (for eksempel bacheloruddannelsen). Når du senere begynder på det næste trin (for eksempel kandidatuddannelsen), skal du søge SU og ligestilling igen. 

Har du tidligere været ligestillet efter de danske regler, bliver din ligestilling automatisk videreført til din nye uddannelse, medmindre du har været udrejst af Danmark i mere end 2 år. Du skal dog fortsat sende en almindelig SU-ansøgning, når du starter på din nye uddannelse.