Søg om godkendelse af privat uddannelse
Læs, hvordan uddannelsesstedet kan søge om at få en privat uddannelse godkednt til SU
Sådan søger uddannelsesstedet
Ansøgningen om SU-godkendelse er opdelt i 3 faser. Det er uddannelsesstedets pligt at opfylde kravene til dokumentation i fase 1, 2 og 3. Læs mere om, hvilke krav ansøgning og dokumentation skal opfylde i vejledningen her.
Ansøgningens 3 faser
- Fase 1: Hvis et dansk uddannelsessted ønsker at få en privat uddannelse godkendt til SU, skal uddannelsesstedet udfylde blanketten Ansøgning om SU-godkendelse af privat uddannelse, som automatisk sendes til Uddannelses- og Forskningsstyrelsen
- Fase 2: Denne fase vedrører uddannelsens relevans og økonomi. Ansøgning og dokumentation vedrørende fase 2 sendes til Danmarks Akkrediteringsinstitution.
- Fase 3: I denne fase foretages en endelig vurdering. Ansøgning og dokumentation vedrørende fase 3 sendes til Danmarks Akkrediteringsinstitution.
Sagsbehandlingstid
Det er forventningen, at det vil tage cirka syv måneder, fra I søger om SU-godkendelse i fase 1 til Uddannelses- og Forskningsstyrelsen træffer endelig afgørelse i slutningen af fase 3.
Hvis uddannelsen ikke kan SU-godkendes, er det muligt at søge om SU-godkendelse på et senere tidspunkt, når I vurderer, at der er fornyet grundlag for det.
Ansøgningens indhold og dokumentation
En ansøgning om at få godkendt en privat uddannelse skal indeholde:
- Dokumentation for at uddannelsen er tilrettelagt som et fuldtidsstudium, herunder formål og varighed
- Fagbeskrivelser og timetalsangivelser
- Materiale der sandsynliggør, at uddannelsen er erhvervsrettet og giver adgang til beskæftigelse i ordinære, ustøttede jobs
- Dokumentation af eksamensformer, herunder optagelsesbetingelser
- Forslag til censorer (se krav samt ansøgningsskema på vores hjemmeside under Procedure for godkendelse af censorer her
- Beskrivelse af eventuelle praktikforløb, øvelsesarbejde og eventuelt projektarbejde
- Beskrivelse af eventuelle praktikperioders placering og længde
- Beskrivelse af ferieperioders placering og længde
- Beskrivelse af finansieringsmodel
- Beskrivelse af antal lærere, deres baggrund og deres tilknytning til skolen (fastansatte/gæstelærere)
- Beskrivelse af de fysiske rammer
- Beskrivelse af de organisatoriske rammer (er skolen selvstændig eller tilknyttet andre organisationer)
- Beskrivelse af ledelsesform og administration
- Eventuelle offentlige tilskud, herunder tilskud efter folkeoplysningsloven
- Eventuelle andre offentlige godkendelser
Pris for sagsbehandling
Det er uddannelsesstedet, der skal betale for omkostningerne ved at få vurderet, om en uddannelse kan godkendes til SU.
Uddannelsesstedet skal betale et depositum på 15.000 kr. eksklusive moms. Selve vurderingen af, om uddannelsen kan godkendes til SU, kan beløbe sig til 65.000 kr. eksklusive moms (det vil inklusive moms sige op til 81.250 kr. (2023-tal)). Det er Akkrediteringsinstitutionen, der opkræver betaling.
Det betaler I for
- Pris for fase 1: Den indledende screening hos Uddannelses- og Forskningsstyrelsen sker uden beregning.
- Pris for fase 2 og 3: Betalingen opdeles i to rater. Første rate på 15.000 kr. (depositum) + moms dækker omkostningerne forbundet med at vurdere, om uddannelsen lever op til kravene om relevans og økonomisk bæredygtighed i fase 2. Hvis kravene i fase 2 er opfyldt, så vil ansøgningen gå videre til fase 3.
Anden rate på 50.000 kr. + moms dækker omkostningerne ved SU-vurderingen i fase 3, herunder udgifter til den eksterne eksperts honorar og til Akkrediteringsinstitutionens besøg på uddannelsen. Hvis jeres ansøgning ikke går videre til fase 3, skal I kun betale depositum.
Mere information
Du kan få mere information om Akkrediteringsinstitutionens SU-vurdering her.